Der er én ting Ole elsker ved julen

julebillede bloggen

Jeg er ikke så pjattet med jul – men jeg elsker juledagene!

Jeg erkender, at det der med jul ikke så meget er mig. Det har det aldrig været.

Nisser, julepynt, gran, glögg og æbleskiver – det siger mig ikke så meget; i takt med at min dåbsattest bliver ældre og ældre, får jeg nemt nok af forceret julestemning og Last Christmas.

Alligevel elsker jeg juledagene! Her får nemlig ofte lejlighed til at hilse på gamle venner og veninder – gode mennesker, som er “hjemme” og besøge familien i vor fælles fødeby.
Det elsker jeg! At komme lidt bag Facebookopdateringer og hurtige sms’er – at høre, hvordan det egentlig står til. At drikke en 47’er og måske en kaffepunch. At grine højt og længe af gamle og nye historier.

Hvad end der gør dig glad og varm om hjertet i juledagene – så ønsker jeg dig masser af lige præcis dét i julegave!
Glædelig jul og godt nytår – tak for, at du hører Classic.FM!