Rørende gensyn midt i forvirringen

ny gammel nilfisk

At shoppe kan være en udfordring – ikke mindst for vi mænd. Og da især, når det handler om at købe ting, der er nødvendige men ikke sjove.

Som forleden, da jeg måtte ud og købe en ny støvsuger. Den gamle er træt og astmatisk, så en ny måtte til. Først blev webshops besøgt. Hvad er priserne – og hvordan sammenligner man egentlig støvsugere, når det eneste, man har at gå efter, er et billede og nogle tekniske specifikationer?

Jeg gav op og opsøgte en god gammel dags butik, hvor jeg kunne røre ved og teste udbuddet. Jeg fandt det, jeg søgte, og det endda til en helt fornuftig pris.

Undervejs blev jeg helt rørstrømsk og nostalgisk – for dæleme, om ikke mit barndomshjems støvsuger stadig laves: Den gode gamle ”tønde” fra Nilfisk fås såmænd stadigvæk – og trods de mange år på bagen, så er det ikke et billigt produkt. Faktisk koster sådan en ca. 4 gange så meget, som jeg endte med at betale for min nye.

Vil ikke sige, at jeg ligefrem glæder mig til næste gang, der skal støvsuges – men det bliver da spøjst at se, om ”den nye kost” fejer bedre end den gamle!

Rigtig god tirsdag fra Ole 🙂